The Drifters - en fortælling om et kunstværk

Den dag på pladsen
Jeg var egentlig kommet for at fotografere byggeriet.
Det var endnu en tidlig morgen med hjelm på hovedet, sikkerhedssko og kaffe i hånden. Men kameraet i hånden leder mig tit på afveje, og Jørgen havde givet mig frie tøjler – jeg måtte følge blikket, mavefornemmelsen, lyset.
Så i stedet for at begynde med det, der skulle dokumenteres, blev jeg stående ved de tre containere.
De står der længe - Lige dér på vejen - Side om side, som tre slidte kæmper med åbne munde og tomme maver – parate til at sluge resterne af rækkehusenes historie.
Jeg havde set på dem før. Men ikke sådan.
Ikke med det blik, der leder efter fortællinger.
De blev fyldt og tømt igen og igen – med afpillede skabe, murbrokker og afrevne fliser.
Jeg havde set gamle toiletskåle knust mod bunden,
planker med børnetegninger blive smidt som intet,
og spejle, der måske engang havde set på nogen, blive kastet uden et blik. For hvert læs, for hver påkørsel fra en maskine, blev de lidt mere slidte. Lidt mere stille.
Engang havde de været klare i farven – solgule, næsten muntre. De havde en lethed over sig dengang, som containere i deres ungdom.
Man kunne næsten forestille sig, at de lo lidt af hinanden –og måske også lidt af os, med vores evige trang til at smide ting væk og begynde forfra.
Og det slår mig altid, måske gemte de på en fortælling. En historie om forfald – ja –men også om forvandling.
Om livets cyklus,
og om de mange liv, der har udfoldet sig i de små rækkehuse rundt om dem. Hverdage og hænder, der har båret, bygget, forladt.
Når jeg laver min kunst,
kan jeg godt lide at forestille mig, hvad tingene ville sige, hvis de kunne tale. Hvad ville en afskallet køkkenlåge fortælle?
Et spejl med et sidste fingeraftryk?
En container fyldt med erindringer?
Det er her mit kamera kommer ind.
Det hjælper mig med at lytte –
at indfange de små detaljer, der ellers forsvinder i støvet og støjen.
Og nogle gange... bliver de til kunst.
Ikke fordi jeg planlægger det –
men fordi noget i motivet insisterer på at blive husket.
Back to Top