Fra rust til resonans - en fortælling om et kunstværk
En forårsdag er jeg på opgave for LIST Byg, ude at finde inspiration til fotokunst til deres kontor på et af deres projekter.
Det begyndte ikke med storladne planer eller en prangende idé.
Det begyndte med et kamera i hånden – og en gåtur forbi noget, der lignede ingenting.
Almindelige rækkehuse - Et ombygningsprojekt.
Afskallet maling, planker i bunker og et støvet stykke af Danmark, som ingen ville stoppe op og beundre.
Men i et hjørne, midt i rodet, lå et gammelt afløbsrør.
Rustent, snoet, forvitret – og vidunderligt.
Der var noget ved det - Noget ved farverne - Strukturen.
Noget ved dets tavse stolthed, som bar på flere liv, end nogen kunne tælle.
Du tog et billede - Ikke fordi det var smukt
.......men fordi det var sandt.
Og sandhed har en særlig glød, når man tør kigge længe nok. Senere, hjemme i atelieret, begyndte noget at tage form. Det rustne rør fik stemme. Først i billeder, så i ord.
En fortælling voksede frem – ikke kun om metal og vand, men om liv.
Om drømme, tårer, latter, sæbeskum og lavendeldufte.
Om børn, der blev voksne, og voksne, der blev stille.
Det gamle rør blev først et digt, så en H.C. Andersen-inspireret fortælling, så en række haikudigte – fem linjer, fem verdener. Og som rusten foldede sig ud i vers, kom der rytme.
En sang blev født. “Rust don’t lie,” lød omkvædet.
Det blev et kor - et fællesskab.
Folk, der samledes omkring vasken, omkring røret, omkring historien.
Der blev skabt et maleri.
Ikke et poleret billede, men et rør, som havde båret tusind små hverdage – og nu bar et helt kunstværk, og i al sin rust og ydmyghed sagde det:
”That’s life – in an iron shell.”